All posts by 56091

Ny rapport efterlyser politisk indsats for at begrænse tobakslobby

Salg af nikotinposer og snus i kiosker og supermarkeder er eksempler på, at tobaksindustrien tilpasser sig den lovgivning, der skal regulere rygning. Det mener professor Naja Hulvej Rod, Kbh. Universitet, der har stået i spidsen for en ny rapport om strukturel forebyggelse og danskernes sundhed fra Vidensråd for Forebyggelse. Rapporten peger på, at der er behov for øget statslig regulering på forebyggelsesområdet.

MARIE PINHOLT KRABBE


”Vi tager ansvaret lidt væk fra individet”

Danske cigaretrygere har siden 2016 fået læst lektien på cigaretpakkerne. Der står, at rygning kan føre til hjerteanfald og kræft. Alligevel dør 16.000 danskere hvert år pga. rygning.

Naja Hulvej Rod Hun forklarer det med, at det frie valg måske ikke er helt så frit endda. Vi har bagage med os. Det er den korte udgave af, hvorfor mennesker vælger noget, der skader deres helbred, og hvorfor kampagner ikke virker.

Og det var derfor hun selv begyndte at interessere sig for strukturel forebyggelse:

”Det handler ikke om, hvad du og jeg skal gøre. Vi tager i rapporten ansvaret lidt fra individet. I stedet vil vi vise, hvad man kan opnå ved at ændre på rammerne i samfundet, så det bliver nemmere for alle at leve sundere”.

Unge bruger mest nikotin

De nye tobaks- og nikotinprodukter har fået tag i de 15 – 29-årige, og forbruget er steget markant de seneste tre år. I dag bruger ca. en tredjedel af gruppen et eller flere nikotinholdige produkter. Alt fra cigaretter til tyggetobak. Ifølge Sundhedsstyrelsen er antallet af faste rygere generelt blot 14 %. Flest mænd og flest med korte uddannelser. Naja Hulvej Rod undrer sig over, at vi som velfærdssamfund ikke gør noget ved det.  

Hun peger på tobaksindustriens rolle i forhold til de unge, fordi de nye produkter indeholder væsentlig mere nikotin end den klassiske rygetobak. Det øger markant risikoen for at udvikle afhængighed og dermed også livslange helbredsproblemer. Desuden påvirker nikotin sandsynligvis hjerneudviklingen og øger risikoen for depression på kort sigt. De langsigtede konsekvenser for hjernen kender vi ikke endnu.  

Nikotinprodukter hitter hos unge.

Tobakslobbyisme er et folkesundhedsproblem

Tobaksindustriens rolle i både dansk og EU-lovgivning bør efter Naja Hulvej Rods mening have meget mere opmærksomhed både fra forskere og politikere. Hun nævner som eksempel tobaksgigantens Philip Morris’ foretræde for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg i 2018. Firmaet fik lov til at præsentere nikotinprodukter som et mindre risikabelt alternativ til rygning. Den påstand holder ikke.

Hun mener derfor, at regulering af tobakslobbyens adgang til politikerne sandsynligvis er nødvendig for at det kan lade sig gøre at nedbringe antallet af danskere, der bruger nikotinprodukter. Det vil sandsynligvis gøre, at færre danskere får kroniske sygdomme på længere sigt. ”Og”, tilføjer hun, ”så får vi også mere gennemsigtige og demokratiske beslutningsprocesser”.  

Aftale om sundhedsreform

To dage efter interviewet, fredag den 15. november kom aftalen om Sundhedsreform 2024. Den indeholder en folkesundhedslov og strukturel forebyggelse. Dog kun i kommunerne.  

Vidensråd for Forebyggelse er finansieret af fondsbevillinger, Lægeforeningen og løbende projektbevillinger. Rapporten om strukturel forebyggelse er støttet af TrygFonden.